Det er 2015, år af Lort Hundredårsdag. For hundrede år siden sendte en ung immigrant digter sit digt “Triumph of Bullshit” til offentliggørelse i et London avantgarde‑magasin. Redaktørens brev, der forklarer hans afvisning af værket, gør det klart, at han besluttede at “holde sig til min naif-beslutsomhed om ikke at have nogen” ord, der slutter på-Uck, –Unt og-Ugger”.,”Sandsynligvis blev ordet” bullshit “importeret fra digterens oprindelige USA; men indtil videre har ingen fundet” bullshit ” på tryk som et enkelt ord før 1915.
Den unge indvandrer digter troede, at afvisningen af hans digt skuffende puritanske. Han havde svært ved at få sit vers på tryk. Fire år tidligere, i en alder af 22, havde han afsluttet sit første mesterværk. Selv om han havde vist det til et par venner i USA og havde læst det højt for medstuderende i England, i januar 1915 forblev upubliceret., Mindst en redaktør betragtede det som grænsen sindssyg; en anden var “ude af stand til at gøre hoved eller hale” af det. Dens titel var”The Love Song of J Alfred Prufrock”.
Dette år også markerer hundredåret for den første offentliggørelse af TS Eliot ‘ s mest berømte tidlige digt. Prufrocks “Love Song” dukkede først op i USA, gemt væk mod bagsiden af et lille magasin, sandsynligvis fordi redaktøren ikke var meget interesseret i det., To år gik, før dette foruroligende digt blev offentliggjort i Eliots første bog, men i dag indser de fleste kritikere, at det annoncerer ankomsten i vers af engelsksprogede litterære modernisme.
På Harvard, hvor Eliot har de fleste af hans studier, vil der være en udstilling på Houghton Bibliotek senere i år for at markere hundredårsdagen for Prufrock ‘ s fremkomst i print. USA, længe på vagt over for Eliot som en slags kulturel forræder, kommer til udtryk med sin største digter.,
Det er stadig uvist, hvor meget der vil blive udbetalt til en anden, mere højtidelige års jubilæum. For halvtreds år siden denne måned (efter at have været plejet gennem udbrud af dårligt helbred af sin kloge anden kone, Valerie, der havde været hans sekretær, og som levede indtil 2012), døde TS Eliot i London. Han var da ikke længere en ung bullshitter, men inkarnationen af hans kunstform. Han var ikke bare den mest berømte digter i live, men betragtes (som mange stadig betragter ham) som den fineste digter i det 20.århundrede., Internationalt rost, han havde fået tildelt Nobelprisen, Dante guldmedalje, Goethe-prisen, den amerikanske Medal of Freedom og den britiske Fortjenstorden., Voksne, der kendte ham som digter ikke blot af “Prufrock”, men også af Det Affald, Jord og Fire Kvartetter; teater publikum havde strømmede til hans spil såsom Mordet i Domkirken, og Cocktail-Party på Edinburgh festival, i London og på Broadway, i hjemmet og i skolen, børn nød “Macavity”, et af de digte fra hans Old Possum ‘ s Book of Practical Cats, lige så ivrigt, som senere målgrupper har glæde hos Katte, musical, der er baseret på disse digte. Den 4 februar 1965 Eliot ‘ s memorial service fyldt .estminster Abbey.,
halvtreds år senere forbliver “vanskeligt” det ord, som de fleste mennesker knytter til hans vers. Alligevel citerer vi ham:” ikke med et smell, men et klynk”, den sidste linje i Eliots digt” The Hollo.Men ” er blandt de mest kendte linjer i moderne poesi. “April er den grusomste måned” begynder affaldet med foruroligende memorabilitet; ingen læser glemmer mærkeligheden af ” patienten æteriseret på et bord “i starten af”The Love Song of J Alfred Prufrock”. Eliots beherskelse af sprogets smidighed giver hans poesi en insistens på lyd og billede, der virker uudslettelig.,
Endnu, til at skrive sin biografi, jeg har indset vanskeligheden ved at forene po-faced “Paven af Russell Square” (som de ældre Eliot kom til at blive kaldt) med den unge indvandrer digter af “The Triumph of Bullshit”. Var det simpelthen, at Eliot forbandt som han alderen? Til en vis grad, ja, respektabilitet klemte ham på plads; men han forstod fantasifuld frihed. Han anerkendte og spidde i fire kvartetter rutinerne for” fremtrædende bogstaver”, der blev”formænd for mange udvalg”., Som bankmand, derefter som forlægger, arbejdede han på job, hvor udvalgene var de rigueur, og han udførte sit arbejde med selvsikkerhed. Alligevel søgte en del af ham altid en flugtluge, en måde at undgå sit officielle selv. Hans nevø Graham Bruce Fletcher husker Onkel Tom tager ham som en dreng til en London joke butik i 1960’erne. De købte stinkbomber og lad dem væk ved indgangen til Bedford Hotel, ikke langt fra Eliot arbejdsplads i Bloomsbury s Russell Square., Med et anfald af fniser, Eliot sat på en markant drejning af hastighed som, Macavity-lignende, han og hans nevø drønede fra gerningsstedet, Eliot t .irling hans stok “i den måde, Charlie Chaplin”.
Denne undergravende Eliot, stink-bombe nobelprisvinder, bringer os nærmere til den unge Eliot af “bullshit”., I de første måneder af 1915 Eliot, der nød at ordet blev levende i Oxford (“meget smuk, men jeg kan ikke lide at være død”). Han var kommet der for at fremme sine studier i filosofi på universitetet, men længtes efter litterære London, hvor han havde gjort venner med sin kollega amerikanske digter, den energiske, skarp, og til sidst fascistisk tilbøjelige e .ra Pound. Eliots forældre var mistænkelige over deres søns vilde avantgarde kunstneriske medarbejdere og gjorde det klart, at de forventede, at han ville vende tilbage til Harvard for at blive en respekteret professor. Eliot ville ikke have det., Hvad holdt ham i England, selvom, var mindre litteratur end kærlighed. Efter at have kendt hende i tre måneder giftede han sig med den nervøst livlige Vivien Haigh-Woodood, der som han selv var en fin danser, en poesielsker, en Frankofil. Både han og hun var på rebound fra tidligere forhold. Deres ægteskab, en modig risiko, var en katastrofe for dem begge. Mere end et halvt århundrede senere ville det være karikeret, Holly .ood-stil, i filmen Tom og viv. For Eliot, som han udtrykte det i 1960 ‘ erne, ægteskab med Vivien “bragte sindstilstanden ud af, hvor affaldet kom”., Til sidst skiltes de smertefuldt, og Vivien sluttede sine dage i en mental institution i 1947. “Jeg elsker Tom, “skrev hun engang,” på en måde, der ødelægger os begge.”
for at forstå Eliot betyder at komme til udtryk med” Tom”, ikke kun med”TS”. I år bliver det lettere at gøre det-ikke fordi der vil være store udstillinger, der er afsat til hans arbejde, men fordi 2015 vil bringe os fyldigere beretninger om Eliot, end vi har haft til dato., Min biografi Titel, unge Eliot, signalerer en hensigt om at skildre med detaljer og nuance digteren af Wasteaste Land – en figur, der, nogle hævder, var aldrig ung. Selvom dette ikke er en “officiel” biografi (Eliot ønskede ikke, at hans livshistorie skulle skrives), er jeg den første biograf, der har fået lov til at citere udførligt fra digterens offentliggjorte og upublicerede skrifter. At gøre det liberalt gør det lettere at indse, hvor tæt hans sårbare liv og hans strålende poesi undertiden var smerteligt forbundet.
Dette er en milepæl år for Eliot., I efteråret vil Jim McCue og Christopher Ricks udgive deres længe planlagte udgave af Eliots indsamlede digte-den første udgave nogensinde, der samler det vers, som han udgav gennem hele sin karriere, og poesien, der aldrig så dagens lys. Nogle læsere vil blive chokeret over at indse, at der blandt Eliot ‘ s længste værker er hans serie af sexistiske, racistiske digte om Kong Bolo og hans Store Sorte Dronning; disse frat-boy digte tilladt seksuelt uerfarne studerende Eliot til at udføre en form for seksuel swagger, der hjalp ham til at obligation med sin Harvard kumpaner., De er, hvis du vil, B-siden af Prufrocks kærlighedssang. Omhyggelig redigering af Ricks og McCue lover os ikke bare mere Eliot end vi har set før, men også mere videnskabelige fodnoter. Lige så tæt kommenteret er den komplette online prosa, der udgives af Johns Hopkins University Press. Eliots kandidatstuderende papirer om tysk filosofi, ” virkelighedsgrader “og primitivt ritual vedrører bestemt den” uvirkelige by ” og vegetationsritualer i affaldet; mange læsere føler måske, at de har brug for det akademiske ækvivalent med satnav for at finde ud af det hele.,
Eliots omdømme har taget en vold i de seneste årtier. I særdeleshed, han er blevet beskyldt for antisemitisme – en sigtelse, han benægtede. Det forekommer mig, at der er øjeblikke i hans skrifter – både i materiale offentliggjort og i materiale, han holdt privat – der inviterer denne afgift. Der er klare beviser for, at hans forældre delte en markant antisemitisk fordom, og det er svært at argumentere overbevisende, at Eliot helt voksede ud af dette., Alligevel lover offentliggørelsen af hans komplette prosa også at afsløre, at han var blandt forfattere, der utvetydigt talte imod Na .istiske forfølgelser; en sådan holdning stemmer helt sikkert overens med modstanden mod totalitær regering i hans 1930 ‘ ers skuespil Murder in the Cathedral. Eliot bør ikke betragtes som en helgen. Men heller ikke bør han dæmonised eller hans arbejde reduceret til et enkelt spørgsmål. Han var undertiden forkert, gentagne gange strålende, undertiden ufølsom og misogynistisk. Han var både preternaturally begavet og unægtelig en mand af sin tid.
så hvorfor betyder hans arbejde stadig noget?, Årsagerne er skjult i almindeligt syn – eller mere præcist i almindelig lyd. Prufrock ‘ s åbning ord siger det hele: “Lad os gå derefter, du og jeg …” Folk siger ofte, at digtet begynder med en buttonholing, folkelig tone: dens stemme lyder som om det har bare sidled op til dig. Dette er kun halvt sandt. Hvis digtet startede med at sige “Lad os gå”, ville det lyde mere folkeligt:” lad os gå ” er langsommere, mere stagey. Hvis du ikke siger “Lad os gå”, men” lad os gå”, vil du lyde mindre presserende, mere manierede, mere selvbevidst., Hvad “The Love Song of J Alfred Prufrock” introducerer i engelsk poesi mere intenst end nogensinde før er en akut fusion af modernitet og selvbevidsthed. Moderniteten rammer dig som en snigskytters kugle, når du støder på den omtale af “en patient, der er æterisk på et bord” i digtets tredje linje. Fra barndommen kendte Eliot Boston Public Gardens, der indeholdt – og stadig indeholder-det underlige og vidunderlige klingende Ethermonument (Boston i slutningen af det 19.århundrede var et banebrydende Center for anæstetisk kirurgi); men ingen før Eliot havde lagt sådan moderne kirurgi i en kærlighedssang., Ordlyden af” lad os gå ” er subtilere, men måske mere dybt imponerende. Disse tre ord indleder den akutte selvbevidsthed af modernistisk poesi på engelsk. Hver digter, der skriver på engelsk, arver den selvbevidsthed, der har insinueret sig ind i sproget.,
Fordi Eliot var uddannet filosof – han skrev en Harvard Ph.d. i filosofi, og hans forældre ville have ham til at forfølge en akademisk karriere i emnet – han vidste, at “selvet” i egen bevidsthed var ustabil. “The Love Song of J Alfred Prufrock” kortlægger et ustabilt selv., Digtet anatomises mandlige bekymringer om sex – angst, at dens forfatter vidste af erfaring, og fra erfaring; det antyder også, hvordan vi selv er konstrueret ikke blot ud af handlinger, men også ud af deres mangler, og ud af sprog og læsning, ud af lånte billeder. Prufrock, hæmmende opmærksom på, at han uanset ubeslutsom hverken er Hamlet eller La .arus eller Salome, henviser (lidt stagily) til alle disse roller. Hans selv synes lavet af rollespil, eller forsøg på at handle; og stadigvæk, fragtet med ironi, der er stadig en følelse af sårbarhed og smerte., Witittily, Prufrock henviser til litteratur, til roller, men ironien antyder ondt. Efterhånden som det udvikler sig, indtil Affaldslandet og videre, fortsætter Eliots poesi med at gøre dette og udstiller jeget som konstant bevidst om andre mulige og umulige selv; og antyder, at litteratur er en slags forestilling, der selvbevidst er bygget på sine tidligere forestillinger. Gennem hentydning, citat, ekko og resonans præsenteres det moderne liv som et gentaget ritual, som vi kan høre dybere, end vi ser det.
i større eller mindre grad er det stadig sådan, poesi fungerer., Det er ikke så meget at knottily svært digtere, herunder Geoffrey Hill og Jorie Graham integrere en resonans inden for en anden, som de skriver, som at selv digtere meget forskellige fra Eliot arve en akut selv-bevidsthed i deres sprog. Poesi manifesterer en bevidsthed om, at sproget – i sit lydspil lige så meget som i dets betegnelse, dets betydning – spoler og spoler selvet. Uanset hvor markant bøjningen er, kan du høre det i John Ashbery og i Louise Gluck, I Jo Shapcott eller i John Burnside.,
selvom digtere i de generationer, der fulgte Eliot, måske har nægtet det, var hans indflydelse uundgåelig. I England en af virkningerne af denne største af alle indvandrer digtere var en tilstedeværelse i arbejdet af de “engelske” af digtere: Philip Larkin ‘ s artikulation af nusset urban billeder og bleakly isoleret maskulinitet udforsket område, som Eliot havde kortlagt; Ted Hughes, tilsyneladende så forskellige fra digter af “Prufrock”, drew, som Eliot, om undersøgelsen af antropologi til at hjælpe med at gøre hans digte., I Skotland, Hugh MacDiarmid var en af de første store digtere til at sætte pris på Eliot ‘ s betydning, og at overføre nogle af hans indsigter til en anden kultur: “TS Eliot – det er en Skotsk navn” – krav “En Beruset Mand, der Ser på Thistle”, selv om digteren fra Missouri høfligt afvist forsøg på at formidle om ham Skotsk herkomst. I Irland fortalte Seamus Heaney mig engang, hvordan hans lærere gav ham uddrag af Eliots indflydelsesrige prosa”i kapselform, at fortsætte til slagmarken”. Heaney reagerede imod dette., Hans tidlige “bog digte” er langt fra humor af nogle af Eliots mudless tidlige digte; endnu selv disse bog digte, som med andre værker af Heaney, vise den nuværende som en gentagelse og nyfortolkning af primitive ritual. En sådan gentagelse besat Eliot, og er tegn på, hvorfor, da han konstruerede Affaldsland, han reagerede så begejstret på Stravinsky ‘ s Rite of Spring.
TS Eliot af 1915 var bare den slags indvandrer, der i dag Theresa Må gerne sende tilbage til sit hjemland. Efter at have nået slutningen af sit studieforløb I O .ford, han hang rundt i Soho, mens han var “uden besættelse”. I dag er Eliots virkning dog global. Han var mere grundigt uddannet end nogen anden 20. århundrede digter – han havde studeret en skræmmende vifte af emner, fra Sanskrit og avanceret matematik til japansk buddhisme og klassisk græsk., Mens de fleste af os senere i livet screener store områder af vores uddannelse, Eliot fastholdt, at kunstneren skulle være meget sofistikeret intellektuelt – men også påfaldende primitiv.
poesi i en kompleks æra måtte reflektere eller i det mindste bryde en følelse af kompleksitet; men det var også nødvendigt at nå tilbage til noget primalt, for at lyde og lyde igen, hvad Eliot kaldte “at slå en tromme”., Årtier senere, den bemærkelsesværdige Nigerianske digter Christopher Okigbo anerkendt dette, da han kort før sin død i Biafran krig, han fremstillede i “Lament for de Trommer”, “Path of Thunder” og andre digte – arbejde på en gang karakteristiske og nedsænket i kadencer og “brudt billeder” af Eliot ‘ s vers. Når det i vores egen æra, den Australske digter Les Murray producerer en poesi, der udtrykker både en totemistic dyrs tilstedeværelse og en bevidsthed om 21st-century stablet, tv-mættet liv, han arver en forståelse af, hvad Eliot mente, digtere havde med at gøre.,Eliot blev en global tilstedeværelse bemærkelsesværdigt hurtigt. Affaldet jord især gjort indtryk på kulturer meget forskellige fra St. Louis, Boston, Paris og London – De Byer, der formede ham mest. I England læste den 27-årige japanske digter Nishi .aki Jun .abur read den, så snart den optrådte i 1922. Nishiwaki båret sin indflydelse tilbage til Japan, hvor henvisning til “April lidelser”, der er markeret en omarbejdning af Waste Land ‘ s åbning ord; efter Hiroshima det lavet alt for meget mening for digteren Nobuo Ayukawa at påstå, at “den moderne verden” var blevet “en waste land”.,
meget af affaldet blev skrevet i kølvandet på første verdenskrig. I Europa blev digtet mindre hørt som Eliots blanding af “rytmisk mumling” og cri de coeur (som det var) og mere som en klage over den moderne europæiske civilisation. I Asien, selvom, digtet tilbudt metaforer for helt forskellige nationale katastrofer. Bare få dage efter at hun offentliggjorde den første fulde kinesiske oversættelse af affaldet i juni 1937, så Luhao Luori den katastrofale anden kinesisk-japanske krig bryde ud., Pludselig kunne hendes oversættelse ses at formulere moderne kinesiske kulturelle og politiske traumer. Som det 21. århundredes lærde Lihui Liu hævder: “den forfærdelige situation i 1930′ erne fik nogle unge kinesiske digtere til at identificere Eliot som praktisk talt deres talsmand.”
Eliots dybe, men foruroligende forhør af ideer om tradition slog også – og slår stadig – en dyb akkord med Kina. “Tradition og det individuelle Talent” var det første af hans værker, der blev oversat der., Midt i det 20. århundrede kinesiske digtere, der beskæftiger sig med Eliots arbejde, blev fascineret af kontinuitet og forstyrrelse i deres egne og andre kulturelle historier. Så da jeg mødte den indflydelsesrige digterkritiker Yuan ke .ia i 1986, besøgte han Storbritannien som digter og oversætter af modernistisk litteratur og som en, som Eliots arbejde havde betydet meget for; alligevel var han også, som han sørgede for at fortælle mig, “oversætteren af Burns”., Til engelske læsere, det kan virke underligt at forbinde Robert Burns og TS Eliot; alligevel for skotske eller kinesiske læsere kan sammenstillingen give mening: begge disse digtere er traditionsbærere, hvis ideer blandede kontinuitet og forstyrrelse, fusionere moderne litterær kultur med mundtlig arv., Nogle af de mest kraftfulde linjer i Eliot ‘s arbejde, efter alle, der kommer fra nursery rhymes – om Waste Land’ s “London Bridge is falling down falder ned, falder ned” (en fortæller linje i et digt besat med tab af forbindelse), eller at forvrænget børnerim begyndelsen “Her går vi rundt figenkaktus” i “Den Hule Mænd”.Eliots arbejde, og ikke mindst Affaldslandet, resonerer på alle kontinenter., I Sydamerika skrev Jorge Luis Borges et vigtigt essay om” La eternidad y TS Eliot”, mens den Me .icanske digter og kritiker Pedro Serrano fra det 21.århundrede kan lide at tilpasse Eliot med en af hans vigtigste me .icanske læsere, den store digter Octavio Pa.. I Eliots hjemland, Christopher Ricks har hævdet, at Eliot har tilknytning til en senere generations digter, Anthony Hecht., Efter at have perforeret den raffinerede høflige maske fra Bostonian society, beundrede Eliot selv poesien fra en helt anden ne.Englander, Robert lo .ell, hvis Livsstudier formåede at artikulere i vers noget, som Eliot ikke helt kunne fange i sin egen største poesi – familiær kærlighed.Eliot er en stor kærlighedsdigter, men hans følelse er gentagne gange frustreret over kærlighed, tabt eller gået galt. Få digtere har beskæftiget sig så dybt med temaerne barnløshed, længsel, aldring., Eliot er stadig en af de største religiøse digtere på sproget, og det har også tilføjet hans globale rækkevidde samt beriget hans vedtagne og tilpassede Europæiske sensibilitet. I Grækenland George Seferis omarbejdet Eliot og lært at smelte (som Eliot gør) en følelse af urban modernitet med en dyb kærlighed til havet. Fra sin barndom overvejede Eliot Atlanterhavet og vidste, hvad det betød at møde op til døden. I Drengeår havde han levet gennem en cyklon, der ødelagde meget af hans oprindelige St. Louis; digteren af “død ved Vand” var også en ung mand, der havde risikeret sit liv på havet., I Italien, mens det var, det var Mario Luzi, der omarbejdning Eliot ‘ s smukkeste maritime digt af tab og længsel, “Marina”, som et nyt digt på italiensk, det er den Nobel-prisbelønnede Eugenio Montale, en oplæser af øde landskaber, og en interrogator af de tidligere litterære tradition, der ofte ses som en åndsfælle til Eliot. Alligevel kan der også være en affinitet mellem digteren i Affaldslandet og den meget yngre, Dresden-fødte digter Durs gr .nbein, der ligesom Eliot trækker tilbage fra verdenen af det græske og latinske Klassikermateriale, der resonerer med de værste rædsler i det 20.århundrede.,
På engelsk er Eliot, Londons største digter, også den største digter i Anden Verdenskrig – ikke fordi han kæmpede i den, men fordi han registrerede så fuldt ud sin kamp og ødelæggelse: husene, der blev til støv, angrebene, behovet for at fortsætte mod helt ugunstige odds. Det er nogle af de elementer, der driver “East Coker”, “the Dry Salvages”og” Little Gidding”., Den sidste navngivne af kvartetterne trækker især på Eliots oplevelse som brandvagter under London blit., mens “The Dry Salvages”, trækker på og adresserer sin egen amerikanske fortid, blev skrevet i perioden før Amerika kom ind i Anden Verdenskrig, og da Storbritannien stod over for nederlag. Selvom Eliots digt på ingen måde er direkte propagandistisk, synes Eliots digt ikke desto mindre at tilskynde amerikanerne til at forstå nødvendigheden af at fortsætte i kamp., Efter Anden Verdenskrig, som efter den første, gik Eliot ud af sin måde at stemme på sin Europhilia, hans tro på europæisk enhed og “Europas sind”. Alt dette bidrog til, at han med rette blev betragtet som en anglofil digter, der på et øjeblik kunne hævde, at “historien er nu og England”, men som også kunne se betydningen af en følelse af paneuropæisk civilisation. Så i årtierne efter 1945 kan betydningen af denne digter, som Dante betød så meget som Shakespeare, ses som emblematisering af europæisk kulturpolitik., Der er en europæisk Eliot, en engelsk Eliot, en amerikansk Eliot, en indisk Eliot, en kinesisk Eliot: denne spredning af Elioter har gjort ham endnu mere til en verdens digter.
Så når de på mandag i London, Poesi Bog Samfundet og TS Eliot Trustees være vært for en gruppe af samtidige digtere til TS Eliot prize award ceremoni at ære “den bedste samling af digte offentliggjort i 2014” på en begivenhed, der markerer 50-året for TS Eliot ‘ s død, uanset om eller ikke at vinde digter ekkoer Eliot direkte, er uden betydning., Mere end nogen anden 20.århundrede digter, Eliot viste, hvordan man afbalancerer tradition og modernitet-det er hans sande arv; som digter, udgiver, kritiker og redaktør, hans kunst åbnede det rum, hvor vi skriver og læser. Sommetider folk forsøger at karikatur ham; hans modstandere skal give ham hans fulde kompleksitet, lige som hans fans må erkende, at hans baggrund var ikke blot en af ragtime og høj kultur, men også af familiær anti-semitisme og holdninger til race, at problemer med St Louis den dag i dag., At værdsætte ham kræver en erkendelse af, at hans liv og arbejde var fuld af dristighed, astuteness og en preternaturally akut øre for sprog. Alt andet er noget pis.Robert Cra .fords biografi Young Eliot: fra St. Louis til Affaldsland udgives af Cape den 5.februar.
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del via e-Mail
- Del på LinkedIn
- Andel på Pinterest
- Andel på WhatsApp
- Andel på Messenger
Skriv et svar